Velkommen til

Tro Håb Kærlighed

“Fint, forførende, skrøbeligt, dybt, flot, meditativt, intenst, nærværende…”

Det er nogle af de ord der siges efter denne koncertoplevelse. Og det er lige præcis det jeg vil med MeditativeMusic. Jeg vil skabe en unik stemning med ro og fordybelse.

MeditativeMusic er musik for kroppen, sindet og sjælen. De fleste af os lever i en verden der ræser forbi, og jagten på det ene og andet kan hurtigt blive for meget. Jeg tror på, at vi mennesker har brug for åndehuller, hvor vi kan slappe af, og give helt slip på alt omkring os.

Kort sagt – et rum hvor der er frihed til at være den vi er.

Det jeg skaber, er et rum med fred og ro – med plads til forundring og fordybelse. Dette gælder både det fysiske rum, lokalet, og det mentale rum i vores sind. Hvordan vi hver især vil bruge de rum, er helt op til os selv.

Der er mørkt i rummet – kun lyst op af stearinlys. Der er hygge og varme – ledsaget af en naturfilm på væggen, som passer til musikken. Filmen er der for at understrege en stemning, men bidrager også til, at du får en masse tanker, hvor der er plads til forundring over livet.